Det med dyr
Seneste nye er et samarbejde med keramiker Kirsten Juul, som bl.a. har betydet, at Annes kærlighed til dyr nu ikke kun kan findes på lærred men også på keramik:
– Vi snakker godt sammen, og der er kommet nye farver, som er lette at male med på keramik i stedet for glasurer – det minder lidt om akvarelfarver, så vi aftalte, jeg skulle komme forbi, og så havde hun nogle ting klar, som var brændt en gang.
Motiverne var en selvfølge
– Det skulle være noget lokalt, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville lave en serie med dyr her fra Lolland – altså både husdyr og vilde dyr – så harer og husdyr og grise og køer, og frøer der kvækker og køerne, jeg maler ude fra strandengene, de er sørme også havnet på en kop og en skål.
Jeg begyndte derude, og så var der de her nøgne former – og så skete der noget helt særligt. Jeg arbejder med dyrene, ligesom når jeg laver malerierne, og så prøver jeg at se, hvordan kan jeg bryde formerne lidt og både arbejde med og mod formen, så det giver en spænding og bliver dekorativt men også spændende og ikke bare en ting lige i midten.
Når man kigger på dyrene, kigger de tilbage, og man kan se, hvad de tænker ligesom på malerierne.
Face Stories – hoveder lige ud af hovedet
– Og så var der de her store krukker, og så tænkte jeg – nu vil jeg prøve at lave nogle mennesker, og så begyndte jeg at tegne ud af hovedet, dvs. jeg sidder ikke og kigger på nogle bestemte mennesker, men det er nogle, jeg finder på. Jeg har kigget og tegnet mennesker hele mit liv, så jeg har meget at tage af, og så opstod den her serie, jeg kalder ‘Face Stories’ – ansigtshistorier.
Jeg er fuldstændig vild med det, fordi det er en rund ting, en tredimensional ting, og i stedet for det flade papir, hvor du kan overskue det hele i samme splitsekund, men når du har det på en krukke, så kan du dreje den rundt, og så ser du forskellige ting, efterhånden som du drejer den. Du kan stille forskellige krukker ved siden af hinanden, og så korresponderer de og kan så sættes i alle mulige konstellationer, og det har pludselig nogle helt andre dimensioner end tegning på et fladt stykke papir.
Allerede fra krukke et vidste jeg, det var en ting, så de er nummererede ‘Face Stories 1’ osv., og der er nu ti. Alle er unikke. Hankøn, hunkøn eller noget midtimellem; ældre, unge… og de ligner sikkert nogle, man kender, for der er mange typer. De er nøgne, men det er ansigterne, der er vigtigst. Der er gamle professortyper og en, der ligner en fodboldspiller, og forskellige udtryk – nogle er forsigtige, nogle smilende, nogle dystre… der er alle mulige udtryk.
